logo.hands
Anemone i skråskrift

INSPIRATION

Naturen er en stor inspirationskilde for mig. Inspirationen til Anemone serien, har jeg blandt andet fundet i digtet “ Den blå Anemone” af Kaj Munk. Digtet handler om den skrøbelige blomst, som trods vind, kulde, og de fremmede forhold, igen blomstrer i marts,så snart foråret igen er på vej.

Derudover har jeg fundet inspiration i skønvirketiden, samt Det vilde i naturen.

Til højre ses en af de blå anemone vaser. Serien findes bådeI blå og grøn.

BETYDNING

Digtet har en særligt plads hos mig. Det fortæller noget om, at man skal huske på foråret altid kommer igen efter en lang vinter.

Jeg håber mine designs kan inspirere dig, og giver mulighed for fortolkning for dig også.

Fortolkningen af værkerne er aldrig lukket, og kan have mange nuancer. Det er op til den enkelte at finde deres egen betydning på deres værk.

Det synes jeg er det smukke i kunst. Det kan have så mange betydninger og følelser forbundet til sig og intet svar er forkert.

Det starter med en klump ler.
Jeg tager den i hænderne,

På drejeskiven - former, tænker
og udvikler. Det bliver til kunst-
håndværk der i brugen beriger
din hverdag

Uddrag af:

DEN BLÅ ANEMONE

Skrevet af Kaj Munk

Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjort.


På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden”, da jeg sad
I vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.


For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!